Nemme snurrer med kanel, marcipan og æble

Nemme snurrer med marcipan, kanel og æble - irma

Nemme snurrer med kanel, marcipan og æble

Snurrer er de seneste år blevet meget populært – og vi forstår godt hvorfor! De er nemlig både super flotte og meget velsmagende. Selvom det kan ligne et kompliceret stykke bagværk, så behøver det faktisk slet ikke være så svært at kaste sig ud i derhjemme – især ikke med en færdiglavet biochedej, der passer perfekt til formålet. Denne udgave er med både kanel, æble og marcipan, hvilket både er en perfekt smagskombination og gør sig virkelig godt i nybagte, snaskede snurrer.

 

Det skal du bruge til ca. 9 stk.:

  • 1 stk. brioche dej fra Irmas Hverdag. Vores søde/bløde dej fra nemlig.com kan også bruges – brug dog enten kun halvdelen af dejen eller dobbelt op på fyldet.
  • 75 gram blødt smør
  • 100 g groft revet marcipan
  • 100 g sukker
  • 1 æble, groft revet
  • 1 stor tsk. stødt kanel
  • Evt. 1 æg til pænsling
  • Evt. lidt hakkede mandler

 

Sådan gør du: 

Tag dejen ud af køleskabet ca. 30 minutter før du skal bruge den.

Riv æblet og marcipanen, og rør det sammen i en skål sammen med smør og kanel. Stil det til side.

Kom dejen ud på en ren bordplade, der er drysset med lidt mel. Rul nu dejen ud i en tynd firkant, der gerne skal være cirka dobbelt så lang, som den er bred.

Fordel fyldet på dejen med en ske.

Fold nu en 3. del af dejen ind over sig selv på det lange led, og derefter den sidste “åbne” 3.del ind over den første 3. del, så du ender med at have en mere kvadratisk dej.

Skær nu strimler på cirka 3 cm fra det led, hvor du har foldet dejen ind over hinanden, så strimlerne ikke er åbne i enderne. Del derefter strimlerne i to strimler på cirka 1,5 cm, men skær ikke helt igennem i den ene ende, så de to strimler stadig hænger sammen i toppen.

Sno de to ender af strimlerne sammen til én, og “rul” den derefter til en snegl. Kom enden af strimlen ind under selve snurren, så den ikke går op.

Kom dine snurrer på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem hæve i 1 time under et rent viskestykke. Pensl dem derefter med et sammenpisket æg og drys med hakkede mandler.

Bag dem herefter i en forvarmet ovn på 220 grader, indtil de er gyldne.

 

Velbekomme!

 

Kunne du tænke dig mere inspiration?

Tag evt. et kig på vores skagenshorn med klassisk remonce, flettet brød med hjemmelavet hvidløgssmør eller pizza med kartoffel og rosmarin!

 

 



Har du et spørgsmål?
Loading...