Nemme skagenshorn med klassisk remonce

Skagenshorn med remonce

Nemme skagenshorn med klassisk remonce

Skagenshorn er en klassiker, man typisk finder hos bageren, men du kan faktisk også lave dem meget nemt og enkelt derhjemme. Du bruger nemlig bare en færdig briochedej fra Irmas Hverdag, men fylder dem med din egen remonce.

Det skal du bruge til 6 stk.:

  • 1 bakke briochedej fra Irmas Hverdag.
  • 40 g blødt smør
  • 40 g sukker
  • 50 g marcipan
  • Evt. æg til pensling.
  • Evt. lidt flormelis, kakaopulver og hakkede hasselnødder til pynt.

 

Sådan gør du:

Tag din briochedej og smør ud af køleskabet en halv time før, du skal bruge det. Riv nu marcipanen groft på et rivejern, og bland det derefter sammen med det bløde smør og sukker i en skål til en jævn masse. Sæt det til side.

Rul din briochedej ud på et bord drysset med mel. Dejen skal ende med at være formet som en cirkel og have en tykkelse på cirka 0,5 cm. Skær nu dejen ud i 6 lige store trekanter, ligesom hvis du ville lave pølsehorn. Fordel nu en skefuld af remoncen på det bredeste punkt af hver trekant. Rul nu hver trekant om remoncen, hvor du starter fra det bredeste punkt.

Fordel de 6 horn på en beklædt bageplade, og lad dem hæve under et viskestykke i en time. Pensl dem med et sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 220 grader i cirka 15 minutter, indtil de er gyldne.

Pynt evt. de afkølede horn med kakaoglasur og hakkede hasselnødder.

 

Velbekomme!

 

Kunne du tænke dig mere inspiration?

Tag evt. et kig på vores nemme snurrer med marcipan og æble, flettet brød med hjemmelavet hvidløgssmør eller cheesecake med cookiebund!

 

 

 

 



Har du et spørgsmål?
Loading...